Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal sige det her uden at nogen bliver stødt på manchetterne. Det er ikke ment som et udfald mod nybagte mødre (og slet ikke jer, da) og jeg ved, at der er hormoner, der kommer flyvende med spidsen forrest i retning af mig, men det er ment som en knastør kommentering:
Nybagte mødre i flok skal holdes afskåret fra andre mennesker og gravide i særdeleshed.
Nogle nye mødre har åbenbart glemt, hvordan det er at være gravid. De har glemt, hvor hjernelammende irriterende det er at blive mødt med Den Absolutte Sandhed om Alle Graviditeter - og så har de meget, meget ofte en tendens til at forsøge at sløre deres usikkerhed over at være trådt ind på nyt territorium uden et kort, men en skråsikker, bedrevidende holdning om det land, de har tilbagelagt: De første uger med barn og de 40 med barnet under kontrol i maven.
Enkeltvis er de fine. I flok er de som kvinder i flok som regel er, bare i 12. potens: Konkurrencepestilenser.
Ved ikke hvorfor det giver dem noget at kunne sige 'baaaaaare vent. Det bliver MAAAAJET værre'.
There. I've said it.
Giv mine hormoner skylden.
Jeg forstår ikke, hvad der får folk til at tro, at det på nogen måde er fedt eller givtigt at høre på, hvordan sexlivet, intimbarberingen og taljen er røget i det samme hegn efterfulgt af 'bare-vent'-øjnene.
Jeg forstår ikke, hvordan nogen kan tro, at de gør andet end at give mig lange tasker (på forhånd) af at fortælle mig om alle de rædsler jeg garanteret vil opleve når mit barn kommer til verden.
Kender de mit barn allerede og ved at det sagtens må ligge og græde for sig selv mens jeg tørrer hår og at det vil elske kamillethe, men hade at blive skiftet? Ved de, hvordan det er at være gravid i min krop? Hvad skal jeg bruge den slags til?
Og hvorfor skal TV2s valentinespanel være lige præcis en forsamling konkurrencemindede kvinder, der ikke taler om romantik og om kærlighed i dagens anledning, men netop konkurrerer om at være mødre på den helt rigtige måde.
Jeg måtte holde mine tunge tasker væk fra mine fødder for ikke at falde i dem, da jeg skred i seng med computeren under en harmdirrende arm.
Kvinder, for fanden.
Av.
SvarSletJamen, ikke DIG, Linda :) Din hukommelse virker fint.
SvarSletOg jeg har prøvet det 2 gange, så jeg må være dobbelt pisse irriterende. Synes faktisk det er svært når man gerne vil være deltagende og prøve. Kan næsten høre mig selv lyde bedrevidende uden at ville det. Faktisk :-)
SvarSlet- men Lene, du blir en helt fantatisk mor. Og det meste finder man vist bare ud af helt selv hen af vejen. Både når baby er i maven og den er ude. (og sku du blive i tvivl ringer du bare, for jeg ER verdensmester jo. Næsten)
Heh. Jeg burde have vidst, at jeg ville træde nogle på nogle velmenende tæer, når jeg nu genereliserer så groft. Der er Gudskelov gode mødre derude, der er supergode til at komme med egne erfaringer som det de er: egne erfaringer. Og DEM kan jeg godt bruge til noget, for de virker ikke som hverken bedrevidende eller irriterende. Nogle mødre kan heldigvis stadig huske, at børn og graviditeter er forskellige.
SvarSletBåde du, kære K, og Linda er uundværlige for mig. Helvede, hvor er jeg blevet meget bedre klædt på og støttet efter at have hørt om jeres erfaringer.
Ku nogen ikke snart komme op med en manual til, hvad man må, og ikke må, sige til gravide?
SvarSlet/Lille t
@Lille T.
SvarSletDer er det med manualer, at de skal skrives af mange forskellige.
I mit tilfælde tror jeg det er meget enkelt: Du må sige alt det du plejer og hvis du har gode råd, så er de også velkomne, hvis de bliver serveret som dine egne erfaringer og ikke som universelle sandheder, der passer på alle situationer, alle børn og alle gravide. (Og hvis de ikke gør, så er det den gravide, der er fejlbehæftet)
Jeg synes egentlig ikke, at jeg er så nærtagende - altså ud over når man kalder mig fed :)
Gravide er heller ikke fritaget for pligten til selv at sige fra, så alle andre ikke skal rende rundt med unødvendige filtre for munden.
Men hey... det er kun min holdning. Jeg kender gravide, der har det anderledes. Så velbekomme for ingenting.
Basically... nu hvor jeg har tænkt mig om: Jeg antager, at det er en dyb usikkerhed der taler, både når gravide er nærtagende og når nye mødre prøver at virke som om de har styr på det hele.
SvarSletDet ER nyt land og hold nu kæft, hvor kan jeg føle mig utilstrækkelig og forskrækket. Jeg må jo gøre noget galt, siden det går så godt, ikke?
Klart det er skræmmende at blive (og være!) forældre! Og alle er sgu da usikre, både under og efter graviditet, for kunne man lige bede om et større ansvar, end at tage sig af et andet menneskes liv? Nej vel? (Og dem der lader som om det er det letteste i verden, har ikke rent mel i posen!) Så en manual ville nemlig være smart, men som du siger, er alle børn og mødre forskellige, men der er nu nogle ting der er helt generelle. Og jeg tror egentlig bare, at de der råd der (desværre nogle gange) lyder bedrevidende, er ment som en hjælp, fordi vi (os mødre som race) vil skåne og/eller forberede andre for/på vores dyrtkøbte erfaringer. For jo, det bliver da lort og lagkage, gråd (fra store og små, frustration, bekymring, tvivl, dunken-sig-selv-oveni-hovedet og lettere sindssyge grundet manglende nattesøvn. Men det bliver jo altså også store glugger der kigger benovet på dine fulde af ubetinget kærlighed og beundring, små hænder der krammer din finger, store smil, latter, glæde, "jeg elsker dig mor", krammere, lykke og kærlighed der er så altopslugende, at den på ALLE måder opvejer det nederen!
SvarSletMit råd er; lyt til folks råd, og brug det du kan og smid resten ud. Du finder din egen vej, og du kommer med garanti til at blive fantastisk! Det skal nok blive godt! :)
@frøkenen. Gu' skal det så :) Tak for kommentar.
SvarSlet