Man ved aldrig om jeg tuder eller bider

Jeg har før skrevet, at jeg nogle gange kan komme i tvivl om jeg er gravid. Det er ved at være temmeligt synligt nu, men jeg har hverken haft kvalme eller haft inderlig trang til at spise kridt eller ærter. 

At der lige er blevet skruet op for temperamentet og ned for filtrene kan jeg - uden at blinke - afskrive som en bagatel. En uundgåelig udvikling, som ville være kommet før eller siden. Graviditetshormoner eller ej. Svangre-undskyldningen har bare gjort det lettere for manden at slå det hen. Og overleve.

Men idag er der sket noget, som jeg ville have sværget aldrig ville overgå mig.
Jeg tudede til Kronprinsens bryllup i en grad, der krævede et viskestykke og så faldt der en tåre, da jeg så Lindas Anton. Men ellers tuder jeg næsten aldrig.

Det skal jeg så lige love for, der er lavet om på. Jeg lagde ud med at fortynde min koffeinfri kaffe ved morgenbordet, fordi jeg var overbevist om, at hele verden synes jeg er klumret og smådum og sådan en, man sukker over mens man opgivende udånder 'åh, Leeeeenøøøø....'

Mange småpiverier senere stod jeg med et stykke babytøj med grønne dyr på i hånden og STORflæbede.
Spørg mig ikke hvorfor.

Det er ikke umiddelbart en graviditetsting, der behøver at hjemsøge mig særligt meget mere, hvis jeg på nogen måde har noget at sige, for det er simpelthen så ubehageligt at komme så meget bag på mig selv.

Og lige for at stoppe en mulig leg, der kunne tænkes at opstå: Hvis nogen af jer, der kender mig ude i virkeligheden, læser med her, så er det altså uforudsigeligt, hvad der har udløst søndagstsunami. Det vil ikke automatisk hjælpe jer til at se mig tude,  at i medbringer babylegetøj, små strømper eller lignende nuttetheder og præsenterer det for mig med hovedet på skrå.

Jeg garanterer ikke for udfaldet.