mandag den 7. marts 2011

Bland dig udenom

Efter mit seneste indlæg er jeg kommet til at tænke videre. Hate, when that happens.

Jeg kom til at tænke på, hvor grænsen går for, hvornår man skal blande sig og hvornår man skal sørge for at holde sig selv tilbage, fordi en indblanding vil være at vade ufølsomt og dumt ind over andre menneskers (og forældres) grænser.

Eksemplet var, at min vejfælles to sønner var oppe at slås. Omgivet af andre børn. Eller rettere: Storebroderen tildelte den umælende lillebror nogle drøje, ukærlige los mens han lå ned.

Ja, min første indskydelse var at blande mig. Og ja, jeg synes det er vildt skræmmende at se så små børn opføre sig så bestialsk.

Men... Hvad nu, hvis familien allerede er ved at arbejde på det? Hvad nu, hvis moderen synes at jeg bare skal holde mig langt væk fra hendes børn og deres opdragelse. Hvem er jeg, der skal komme og fortælle dem, hvordan man opfører sig ordentligt?
Ikke alle deler mening og kultur med mig.

Hvis det nu var dit barn, en fremmed voksen eller den irriterende nabo havde fat i vingebenet på, ville holdningen så være den samme?

Hvis nu jeg så et barn i en indkøbsvogn i mit supermarked. der  pillede sig i næsen eller havde godt gang i at åbne en plastikemballage ind til en slikkepind uden at mor var i nærheden til at tage ansvaret, ville jeg så gribe ind der, eller er der en bagatelgrænse?

Jeg håber sandt for dyden at jeg vil være fuldstændigt frygtløs og uden tøven gribe ind, hvis jeg oplevede en fyr slå eller true sin kæreste på åben gade eller ligefrem opleve nogen være i fare for at blive voldtaget.

Jeg ved, at jeg ikke kan lade være med at blande mig, når det drejer sig om hunde. Der er mange eksempler på, at jeg fuldstændigt uden at tænke mig om griber ind - eller bliver opsøgt, fordi folk ved, at jeg ikke tænker mig om, før jeg begynder at hjælpe. Eller blande mig.
Og med hvilken ret?

Men. Børneopdragelse?

Min umiddelbare fornemmelse er at jeg på splitsekunder ville forvandle mig til en løvinde, hvis nogen var selvbestaltet 911 Nanny overfor mit barn. (Der ikke er kommet til verden endnu)
Der skal folk satanedeme blande sig uden om, for jeg kan ikke forestille mig noget værre end bedrevidende tanter, der skal belære mig om noget, hvis mit barn ligger og skriger i hysteri på samme supermarkedsgulv. (Jeg planlægger at stå fast, når den situation kommer. Jamen, det gør jeg!).

Jeg vil også være frygteligt, frygteligt såret, hvis nogen på nogen måde ville antyde, at jeg forsømte mit barn.

På den anden side tænker jeg stadig over, om det mest rigtige vil være at informere myndighederne om det svigt, som jeg tror sker inde ved den pågældende familie.
  

8 kommentarer:

  1. Dette indlæg og det foregående gjorde mig så ked af det. Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, men jeg håber du informerer myndighederne om dette. Hvis der er tydeligt svigt skal man ikke bare lukke øjnene. - Og kan dit hjerte i længden bære andet end at prøve og gøre noget ved det? Der er meget man ikke kan redde, men skal man ikke bare prøve en lille smule?

    SvarSlet
  2. Lad os tage eksemplet med legepladsen... Du kan jo vælge at gå derned på en ordentlig måde og sige til storebroderen at han skal opføre sig ordentligt overfor sin lillebror. Og at du ikke en gang til vil se, hvordan han sparker lillebror. Hvis det sker igen vil du kontakte hans forældre.
    Der er jo forskel på at styrte derned på din heksekost (;)) og true med bål og brandvæsen og så sige det på en ordentlig og værdig måde.
    Hvis jeg oplevede svigt, så er der ingen tvivl om at jeg ville lade et ord falde ved kommunen eller børnenes institution.

    SvarSlet
  3. Selvfølgelig er der en bagatelgrænse, hvor man bare tænker sit og bare dømmer lydløst (for det gør man jo). Min hvis man har bare den mindste mistanke om svigt/overgreb/vanrøgt/whatever af børn (og dyr!) synes jeg ikke det er at blande sig. Det er at tage ansvar, være næstekærlig og råbe på vegne af nogen, der ikke selv har en stemme. Ja måske sker der ikke noget inde hos din nabo. Men hvad hvis der gør? Du dømmer vel ikke ud fra et enkeltstående tilfælde? Sgu da hellere en gang for meget, end en gang for lidt.
    Og mht det om at overtræde forældres grænser; igen er der jo en bagatelgrænse. Men jeg synes, det er okay at blande sig, når man føler at det man ser, er direkte farlig eller alvorligt. Det jo et relevant signal at sende til både børn og deres forældre, at den givne situation IKKE er okay.
    Jeg tænkte på dit indlæg i dag i Brugsen, da jeg så en pige på vel knapt 2 år, der lokkede chokolade ud af sin mor, ved at lave en stor scene. Pigen havde forresten også sminke på. Og dér tænkte jeg bare mit ;)

    SvarSlet
  4. Jeg er ligeglad - hvis en unge, din eller andres, piller næse i nærheden af mig, så får de bud på at lade være! Det er det klammeste i HELE verden! Og jeg mener det ikke engang for sjov...

    Og så skal din nabodreng iøvrigt ikke tæve sin lillebror - basta!

    SvarSlet
  5. Altså - lillebrødre har altid fået tæsk af storebrødre. Også de danske. Men selvfølgelig skal det ikke bare accepteres som en verdensorden. Jeg ville sige det i situationen. Tage fat i de der drenge og sige 'heeey man slår ikke på sådan en lille skid, vel'. Få dem til at holde op med at mule den lille. Måske sige til moren, hvad du observerede. Men at gå til kommunen? Aj, hold nu op.
    Jeg kan i forvejen ikke udstå den der 'stikkerkultur', som kommunerne opfordrer til. Det her er ikke svigt, men nogle dumme unger, der tyranniserer den mindre. Måske har de, som andre unger gennem tiden, fået besked af moren på at tage lillebror med. (Note til kommende flerbørnsforældre: tving aldrig store søskende til at tage små søskende med). Ingen store børn vil lege med de små. Ikke ret tit i hvert fald. Og slet ikke på kommando. DET er en verdensorden, - som man undtagelsesvist kan pille ved, når børnene er på tomandshånd.

    Nå det blev lidt langt. Men for at svare på spørgsmålet. Jo, man skal da blande sig, hvis man ser unger blive svigtet eller unger få bank. Men i situationen og til de rette vedkommende. Og uden de lange pegefingre. Med mindre det handler om decideret systematisk svigt gennem tid. Det er noget andet.

    SvarSlet
  6. Jeg synes din beskrivelse lyder som en meget barsk episode ... Og i hvert fald så barsk, at den rører ved din samvittighed. Du ved bedst selv, om du er typen, der
    - taler med store bogstaver til storebroderen
    - taler med moderen/forældrene
    - taler med kommunen
    - gør et eller andet

    Jeg boede for tyve år siden ovenpå et værtshus. For at komme op i min lejlighed måtte jeg gå gennem gården. Her opholdt sig flere gange en lille dreng, mens forældrene/mor eller far var på værtshus. Han gik bare rundt og slog på tingene med en pind. Jeg burde have gjort noget. Talt med drengen, inviteret ham op på kakao, fortalt det til kommunen. Bare et eller andet. Jeg gjorde intet. Jeg svigtede bare :-(

    SvarSlet
  7. Tankevækkende kommentarer.
    Jeg er som sagt i tvivl om, om der overhovedet er tale om svigt eller om det bare er sådan det er. Kulturforskelle og det hele - og aldersforskelle og det hele.

    Jeg ville netop ikke ud i stikkeradfærd og angiveri, for det hjælper ikke familien. Og passer i øvrigt heller ikke sammen med min samfundsopfattelse.

    Bottom line er at jeg synes min nabo er en dårlig mor. Og jeg er meget klar over, at jeg ingen ret har til at mene det.

    SvarSlet
  8. Du har da ret til at mene hvad du vil. Der findes MASSER af dårlige mødre og jeg møder dagligt nogen, der i MIN optik er dårlige mødre. Det synes de selvfølgelig ikke selv, men det handler jo netop om meninger, holdninger og værdier, som jo pr definition er subjektive. Så jo der findes dårlige mødre, ligesom der findes dårlig musik, dårlig kunst, dårlige skuespillere, dårlig mad og dårlige politikere. Og det må man gerne sige højt!

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...