mandag den 28. marts 2011

På listen over hjerneløse journalistspørgsmål...

For mange år siden, dengang jeg skulle finde ud af, hvad man endelig ikke skulle gøre i et parforhold, lærte jeg at det kun var de trælse kærester, der spurgte deres mænd 'hvad tænker du på', når manden sad og stirrede tomt ud i luften og for træls, paranoid, konfliktsøgende kvindemenneske virkede som om, der var noget i vejen.

Det var dengang. Nu er det mere et spørgsmål om, hvad man endelig skal huske at gøre i et parforhold og spørgsmålet er fuldstændigt lige så irriterende at blive stillet, selvom jeg er den feminine del af makkerskabet.

Gad vidst om journaliststuderende går samme læringsfase igennem, tænker jeg lige nu, hvor jeg ser en absolut fantastisk reaktion fra en politimand med uniform og mobiltelefon, da han får at vide at Holger er fundet.  For mens politimanden bestemt ikke lagde skjul på, hvad han tænkte og følte i det øjeblik, så pipper ung journalistudsendt 'hvad tænker du lige nu'?

Hvis jeg nu var sikker på, at det var en lille fodfejl fra en uøvet journalist, der ikke kunne komme i tanke om andet at spørge om end det hun spørger om hele tiden hjemme i privaten, så havde jeg hørt igennem det.

Men når jeg nu ved, at det er standardsspørgsmålet fra alle journalister ved alle lejligheder (aj, undskyld. Jeg kender en dygtig journalist eller to og de gør selvfølgelig ikke sådan noget som automatreaktion. Vel?), uanset om de står overfor politikere, der kommer ud fra natlige irettesættelser, eller Xfactortabere, så vågner min indre mand og klør sig i skridtet mens han råber noget om at  kællinger skal lære at holde deres kæft til de har noget fornuftigt at bidrage med.

Når sportsmennesker lige efter en sejr eller et nederlag får stukket mikrofonen op under næsen, giver den skingre journalist den lige en tand mere og vælger det eneste spørgsmål, der kan trumfe: Hvad føler du lige nu?
Og hvad regner man egentlig med at få af geniale svar på det påtrængende spørgsmål, der normalt fortjener at blive mødt med et hånligt blik og en isnende tavshed.

Vores nye yndlingspolitimand tog det pænt, synes jeg, Stadig med jubel i hjertet og krilren i halsen efter sejrsbrølet svarede han med absolut udtryksløst ansigt 'jow, det' baar dajlig'.

Hvis det nu var min indre mand, ikke? Så havde han ønsket at han kunne være mere Dronning Magrethe-skarp Hun svarede på spørgsmålet om, hvor god hendes dag var, den dag, hun var på Rigshospitalet for at besøge nye børnebørn med en sviende, intelligent kindhest: Hvordan måler De normalt dage?

Underteksten lød som noget min indre mand ville have sagt. Højt.

4 kommentarer:

  1. Jeg måtte altså grine lidt, da journalisten spurgte: "Hvad skal der nu ske med efterlysn..., øøøh efterforskn..., øøøh med eftersøgnigen?". Den fantastiske politimand svarede bare, at han skulle finde ud af, om Hjem-Is stadig var i området, for så skulle de vist ha' en is. Eller noget kaffe. Hvad havde hun forestillet sig, der skulle ske med eftersøgningen. Skulle den måske fortsætte, nu de alligevel var der alle sammen?

    SvarSlet
  2. I det hele taget skulle sportsjournalister bare forbydes adgang til stadion to timer efter en kamp.

    SvarSlet
  3. Hun havde tydeligvis ikke den bedste dag. Da betjent indledningsvis går i bro i jubel over Holger-fundet er spørgsmålet: "Hvad er det I har fundet"??
    Well, nok ikke Grauballemanden, vel?!

    Og derefter den skarpe opfølgning med "Hvad sker der så med eftersøgningen nu?"

    Gad virkelig godt, at han havde svaret: "Vi bliver lige ½ time mere for at sikre, vi har fået det hele med"!!

    SvarSlet
  4. ha ha sikke en skarp og sjov blog du har Lene - må heller følge lidt med :)

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...