Kage, serveret af mand med grandios humor. Mit hjerte, hvad vil du mere?

Det har været en fortræffelig weekend. Jeg har givet Anton mad, arvet tøj fra samme Anton og så har jeg haft en glimrende lejlighed til at feste i et selvopsat kageorgie og min mors hjemmebagte boller.

Og så har jeg sat i perspektiv overfor svigerfamilien, hvordan det ikke er deres dreng, der har det hårdt for tiden, men mig.
Det hjalp også på det hele.

Svoger Rasmus spurgte midt i arabertærten, hvordan Manden turde at arbejde hjemme og dermed påtvinge sig det upålidelige og belastende nærvær af en gravid kvinde og hendes urimelige humørsvingninger.

Manden har fået nyt job og arbejder hjemmefra. Hver dag. Vores hus er ikke særligt stort, men til gengæld meget lydt.

Jeg er en af de gode gravide. Mine humørsvingninger er kun påfaldende omkring ved spisetid, som falder klokken 11.45 og klokken 18. Sharp. Gud nåde mine omgivelser, hvis der ikke er rigtig mad tilgængelig på præcis de klokkeslet.
Derudover er jeg blid og fuldstændigt uproblematisk. Jeg har endda begrænset mine morgensamtaler med Anders Lund Madsen i spejlet og sørger for at synge nærmest stilfærdigt under bruseren. Jeg tager endda mine listesko på næsten uden at stønne.

Så min sans for retfærdighed pålagde mig at fortælle om de fuldstændigt ubærlige forhold, jeg lever under:

En servicemeddelelse til den arbejdsomme mand blev leveret pr sms. Jeg skrev: Jeg er kørt til Låsby. (Babyudstyrsbutik, indkøb til vores fælles barn. Red.)
Svaret kom prompte, selvom manden jo har indskærpet mig meget nøje, hvor travlt han har med noget, der er så vigtigt, at husligt arbejde og spørgsmål om aftensmaden naturligvis var laveste prioritet:
Hils Svendsen. (Låsby-svendsen. red)

Jeg må sige, at jeg på det tidspunkt ikke tænkte på andet end at komme væk og få en god køretur med solo-sang bag rettet, så jeg håbede at kunne applaudere hans stort anlagte onkelhumor på en måde, så han var tilpas. Og dermed sætte en stopper for flere ... vittigheder.

Funny man, skrev jeg.

Svaret var uundgåeligt: Er han? Jeg kender ham ikke.  (oh høhøhøøø)
Jeg var helt ærlig, da jeg skrev at jeg ikke kom hjem før om et par år.

Hvorefter svar-sms'en prompte lander: Hvad så med aftensmaden? 

Manden kalder mig kantinedamen. Han har travlt med sit vigtige arbejde og siden jeg alligevel bare dalrer rundt og er rund og føjelig, må jeg jo være taknemmelig over at stille mellemmåltider efter hans ønske frem. i øvrigt være økonoma, indkøbsassistent og restaurantchef som bonus.  Og derudover være stille, når jeg ikke klukker beundrende, når hans fantastiske humor serveres iklædt tøfler og onkel-pibe.

Jeg må med skam melde at jeg lige i det øjeblik glemte, HVOR stor hans humor er og at han selvfølgelig kun mente det i sjov, da min telefon helt af sig selv skumlede en sms mere: Årh, hold kæft.

Instant dårlig samvittighed over at være så grov på skrift, så en kædereaktion startede og jeg endte med som 6. sms i række at bekendtgøre, at der nu gik endnu flere år inden jeg kom hjem igen og at Findus og jeg ville leve af Mars-bar så længe.

Hader bare, når hans humor vinder. Igen.

Nevermind. Der er nemlig stadig kage nok i køleskabet til et halvt sølvbryllup.