Jeg tror, jeg har berørt emnet før: Telefoner er til sms og til korte samtaler. Jeg er ikke
særligt god til at få ringet til folk og jeg er desværre heller ikke en af dem, der glædestrålende tager telefonen hver gang den ringer.
Der er noget invaderende over at folk ringer og forventer, at man lige kan klare det, de nu har på hjerte. Alternativt, at man ringer tilbage pronto.
Arbejdsmæssigt kunne jeg stramme mig an og sørge for at få grebet knoglen, men jeg må indrømme, at barsel og moderskab ikke ligefrem har udstyret mig med en forstærket evne til at få svaret alle opkald.
Misforstå mig ikke. Jeg havde nogle fantastiske mennesker som kunder (Undtagen en, som var en nederdrægtig ko) og jeg har haft nogle vanvittigt gode samtaler med dem.
Jeg holder også af alle dem, der ringer og skriver til mig i privaten og jeg sætter ekstremt stor pris på den kontakt, der er nu.
Især når folk spørger til hvordan jeg har det i en tid, hvor jeg synes at der er lidt for langt mellem gaverne til mig.
(Hvor fanden bliver den fanfare af, når jeg står op om morgenen med brysterne først? Og skulle jeg ikke begaves med diamanter og tiaraer som påskønnelse af min fine bidrag til befolkningen? Hva?)
Jeg bruger min telefon meget. Jeg læser ofte blogs og nyheder og mails på telefonen, så jeg har den som regel lige i nærheden. Men jeg vil ikke sidde med den skudklar når jeg har Aksel sat fast som en lille tryklås til min overkrop.
Jeg bryder mig ikke om at se kærestepar på cafe, hvor den ene er fraværende og forsvundet ind i sin telefon, mens den anden kan sidde ene og forladt tilbage, så jeg nægter at svigte min søn på samme måde.
Og så sker der bare af og til noget med tiden for mig. Hvis jeg har fået en sms midt i noget, tænker jeg over hvad jeg skal svare og ... så kan der godt gå en del timer før jeg kommer i tanke om, at jeg ikke fik trykket på hverken taster eller send.
En gang imellem, altså.
Det er vel ok, når det, jeg bruger tiden på er vigtige ting som modergerning og bad.
Det, jeg ikke forstår er, hvordan forventningen om, at jeg svarer prompte og ringer ofte kommer fra, når jeg aldrig har været en, der har været god til at ringe og aflægge rapport eller spørge om hjælp.
Er det sådan noget man plejer at skulle når man er på barsel?
Eller ... vent... er det noget af det, jeg lærer undervejs når jeg begynder at kede mig?
Tak for din ærlighed! Jeg har det på PRÆCIS samme måde som du - både inden jeg fik min datter, men det er bestemt blevet bedre/værre (afhænger vel af, hvem der opfatter det).. Jeg synes selv det er super skønt at jeg i højere grad end før lader telefonen ligge (læs: kun for sms + opkald, da jeg også tjekker blogs, mail nyheder mm. derpå) og nyder hverdagen i min lille familie. Der er ikke noget her i livet der ikke kan vente og jeg mener virkelig at hvis folk VIRKELIG skal have fat på mig, så må de ringe til hjemmetelefonen. I starten havde jeg også super dårlig samvittighed, men det var pga andres forventninger/kommentarer til min manglende respons. Nu har jeg erkendt at jeg prioriterer anderledes og som du ikke gider sidde med telefonen i hånden, når jeg er sammen med min datter. Og når hun sover er der ligesom 10.000 andre ting jeg skal/kan lave end at sludre i telefon.. Så fortsæt du bare stilen og nyd at du er en af dem der KAN nyde hverdagslivet uden en telefon i hånden. (Undskyld min lange kommentar, men bogstaverne løb bare af med mig. Fortsat rigtig god aften! :)
SvarSletSKØNT at høre - tak. Jeg er også sådan én, der ikke mener, at jeg har pligt til at kyle andet andet, når telefonen pipper. Jeg elsker også (de fleste af) dem i den anden ende - men derfor smider jeg altså hverken aftensmad, unger eller min våde krop ud af bruseren for at tage den, når de ringer. Dem, der betyder mest, forstår det heldigvis (for det bliver sgu ikke anderledes :D)
SvarSlet