torsdag den 18. august 2011

Selektiv organdonation?

Flere gange har jeg siddet med organdonorkortet i hånden og vil egentlig gerne melde mig under fanerne og selv tage stilling, så mine pårørende ikke skal sidde og vurdere om andre skal have gavn af mine organer, når den tid kommer.

De dele af mig, der kan genbruges, giver jeg hjertens (!) gerne væk, så andre har mulighed for et bedre og længere liv.
Men jeg vil ikke af med noget som helst, hvis det er en alkoholiker, der skal modtage.

Jeg giver ikke min lever væk til en, der har smadret sin egen og sikkert også sin familie.
Alkoholisme er en sygdom. Ja.
Men der er mulighed for at stoppe, hvis man prioriterer sin familie højere end den halve flaske Brøndum og de 15 håndbajere.

Jeg ved godt, at jeg ikke skal generalisere, heller ikke når det kommer til alkoholikere.

Jeg synes bare overhovedet ikke at de er arme stakler og jeg ved godt, at jeg er forudindtaget og stivnakket, men biologiske far var en af slagsen og i den del af mit liv, han havde en mulighed for at være nærværende (mine forældre blev skilt da jeg var 8 og min mor blev senere gift igen med den mand, der døde tidligere på året) var han en bedøvet statist i mit liv. Han har bestemt gjort sit for at smadre mine tre ældre halvsøskendes psyke.
Min mor fortæller, at han dagligt drak en halv flaske snaps.

Han læser ikke med her. Han har fået et par hjerneblødninger og er så dement, at han nu, selv uden tågerne fra De Danske Spritfabrikker, for altid har glemt mig.

Men altså. Hvis jeg skal være organdonor, så skal der stå med store bogstaver, at jeg ikke giver til alkoholikere.
Jeg ved bare ikke helt, hvordan jeg definerer hvor lang tid, man skal have været tørlagt og hvor kort tid, man skal have drukket for at ... 

Åh, jeg venter nok bare endnu engang med at udfylde det kort.

8 kommentarer:

  1. Jeg forstår godt dine overvejelser - for det er jo klart at man ønsker at den mest "værdige" modtager ens organer, især når det jo ikke er alle der kan nå at få en. Dog mener jeg det er noget med at alkoholikere ikke bliver prioriteret som førsteprioritet, især ikke hvis de fortsat vil drikke - så ødelægger de jo leveren, og en anden kunne jo have haft gavn af det.

    Læs evt: "Hvem kan få tilbud om levertransplantation?" på
    http://www.laegehaandbogen.dk/default.aspx?document=11319

    Hilsen en organ- og bloddonor :)

    SvarSlet
  2. Jeg har spekuleret en del på den idé om at man gerne vil have indflydelse på hvad det man donerer går til. Ikke specifikt i forbindelse med organ donation (jeg har taget stilling) men i mere bred forstand. Jeg ville enormt gerne være sikker på at de penge jeg donerer til sultne børn på Afrikas Horn, rent faktisk bliver brugt på de børn.
    Men ligger det ikke lidt i selve idéen om at donere at man giver noget fra sig som andre kan bruge på den vis de finder bedst? Jeg ringer ikke til Røde Kors og udbeder mig et bevis på hvor mine penge havner fordi selvom mit hjerte bløder for de sultne børn, så kunne det lige så vel være at Røde Kors vurderer at pengene er bedre brugt i Afganistan, Pakistan, Nord Korea eller et af de andre lande de er til stede i. Og det er deres ret.
    Så selvom jeg ved at det jeg donerer muligvis ikke havner der hvor jeg forestiller mig, så forhindrer det mig ikke i at donere - fordi det er det rigtige at gøre.

    Så skriv under og stol på at i det tilfælde - der forhåbentlig aldrig kommer - er der nogle oplyste mennesker der træffer det rigtige valg om hvem der skal tilgodeses.

    SvarSlet
  3. Vægter chancen for, at du redder et værdigt menneske ikke højere end risikoen for, at du redder en, der i dine øjne ikke er værdig?

    SvarSlet
  4. Jeg tog beslutningen om, at de må bruge, hvad de kan af mig, hvis jeg kommer af dage før tid... for rigtig mange år siden. Heldigvis er jeg her jo endnu :-D
    Kan huske, at jeg dengang mest syntes, det var en ulækker tanke, at de skulle skære i mig. Og at det sikkert også ville være ubehageligt for mine efterladte, hvis der skulle skæres i mig. På den anden side, ville det være nemmere for de efterladte, hvis jeg selv havde givet mit samtykke.
    Men min begrundelse - dengang som nu - for at stå som doner er: hvis jeg selv var i nød, så ville jeg gerne modtage. Derfor er jeg nød til også selv at ville give.
    Så simpelt, tror jeg, man er nødt til at gøre det op!

    SvarSlet
  5. Gode pointer, alle sammen. Jeg vil jo gerne give... til værdigt trængende. Så i har jo (lefle lefle) ret.

    SvarSlet
  6. Men hvad nu, hvis alkoholikeren følte, at denne fik livet foræret på ny og holdt op med at drikke efter at have modtaget din lever? Hvad nu, hvis alkoholikeren herefter fik et bedre (om ikke lykkeligt) forhold til sin familie? Ville din lever så ikke have gjort mere end bare reddet et liv?

    Man ved jo aldrig, hvad der sker, når man forsøger at gøre noget godt. Men der sker i hvert fald ikke noget godt af at lade være.

    Det lyder måske pladderromantisk. Men bagved dette er jeg ikke ukendt med din baggrund selv. Det gav mig ro for flere år tilbage at forlige mig med fortiden og at jeg ikke kan ændre den. Det er for tungt at bære vreden med sig resten af livet.

    SvarSlet
  7. Okay, for det første: I nogle tilfælde handler alkoholisme om dovenskab, dumhed og egoisme. Men i mange handler det om alvorlige psykiske lidelser, der gør det umuligt for folk "bare" at lade være for deres families skyld. Jeg er selv datter af selvmord og indirekte selvmord pga. misbrug. Og ved du hvad, hvis de "bare" lige kunne lade være, så tror jeg nok de havde gjort det. Samspillet mellem alkohol, angst og depression er yderst komplekst.

    Og for det andet: Man skal være beviseligt tørlagt for at komme i betragtning til en ny lever.

    Og for det tredje: Er det ikke lidt en glidebane? Hvis man skal følge din logik til dørs, omfatter det så ikke også fede mennesker, der ikke skal have hjælp, hvis de får hjertetilfælde, blodpropper og diabetes? Folk der kører galt vrede kunne vel også bare lade være, og bør sejle i deres egen sø. Rygere, folk der ikke spiser 6 om dagen.

    Og for det fjerde: De professionelle skal nok finde ud af at høste dine organer til fornuftige formål, hvis din hjerne dør før din krop. :) Vil du virkelig ikke redde et andet menneskes liv, hvis du kan? Det forstår jeg ikke. Hvad skal du med dine organer i en ovn eller nede i den kolde, døde jord?

    Ja, undskyld, men jeg bliver virkelig provokeret over den slags. Men det må man jo også forvente, når man skriver den slags indlæg. går jeg ud fra. Oh well.

    SvarSlet
  8. OK.
    Here goes.
    Jeg er rigtigt glad for jeres input og jeg er blevet meget klogere - og lettet over at høre, at jeg faktisk ikke behøver at tænke mere over det, fordi der ER forholdsregler og regler for hvem der modtager organer.
    Jeg vil gerne donere, hvilket man næsten kan tænke sig til.

    Jeg skal prøve at formulere dette her med respekt.
    Barbara, du har haft din oplevelse med alkoholisme og det er jeg ked af at høre. Min historie er anderledes og falder nok i den kategori du kalder dovenskab, dumhed og egoisme og den reagerer jeg på.
    Jeg vil ikke på nogen mulig måde stå til regnskab overfor dig hvad angår min holdning eller hvad angår min bearbejdning af sagen.

    Og nej, jeg mener - ligesom dem der tildeler organer - ikke at fede mennesker uden videre skal modtage nye hjerter uden at de gør en indsats for at tabe sig først. Det er der allerede procedurer for. Stofskiftesygdomme undtaget.
    Glidebane? For mig er det samme situation som dovne alkoholikere.

    Jeg forventer ikke, at du bliver provokeret over min blog. Men det er måske heller ikke mig, du mener, når du skriver 'man'.

    Jeg forventer ikke løftede pegefingre.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...