Frikendt

Jeg overlever. Der er ikke noget i vejen.

Mens jeg var gravid voksede der er stor mørk plet frem mellem mine skulderblade og nogle alarmklokker begyndte at bimle højt. Jeg er disponeret for modermærkekræft og har allerede fået fjernet et malignt mærke i ansigtet som 13-årig.

Hvilket overhovedet ikke har afholdt mig fra at gå i solarium flere gange om ugen i mange år. (Inden nogen finder på at stritte med pegefingeren så ER jeg holdt op. Jeg skar drastisk ned allerede ved den første kampagne)

Jeg fik en henvisning fra lægen og skulle bare bestille tid hos en hudlæge, for lige at være sikker. Lægen kunne jo ikke afgøre noget og jeg gik fra konsultationen med spiren til en ætsende angst, for hvad nu hvis ... ?

Der blev ikke bestilt nogen tid.
Jeg lagde dynen over angsten og var egentlig meget lettet over, at samtlige hudlæger i Århus havde ferielukket i adskillige uger hen over sommeren og... ja, så fødte jeg. Som om det var en god grund til at udsætte, for mærket var der stadig og voksede stadig og ændrede karakter og jeg kunne ikke selv se det andet end i glimt, når jeg blæste forbi spejlet med vådt hår og baby.

Angsten begyndte at ætse mere og mere. Men reglen er jo, at der ikke er noget galt, før en læge har sagt, at der er det, så jeg udskød at få bestilt den tid.

Indtil igår, hvor jeg skrev en mail til en hudlæge og regnede med at lande langt nede i en bunke og få en tid om et par måneder. Der er ventetid.
Oh, bekvemme udsættelsestid.

Hvorefter sekretæren bankede en mail og to telefonbeskeder afsted og fortalte, at de havde ryddet en plads til mig idag klokken 9.30.

Der har været en meget lang aften og en meget ubehagelig morgen.
Jeg er verdensmester i at fortrænge, så det har jeg gjort for fulde hammer denne gang også. Ordet cancer blev slettet fra min bevidsthed.

Men tankerne om, at jeg ikke skulle se Aksel Emil blive stor, frygten for ikke at kunne mærke hans varme hud og lille sprællevende krop gjorde, at hvert eneste store smil, hvert eneste lille puf i mit ansigt af hans lille hånd dannede klumper i min hals.
Hvad skulle jeg gøre uden ham, hvis nu ...? Hvad skulle han gøre uden mig?  Dyne på.
Det taler vi ikke om, for så sker det ikke.

Lægen blæste ind i konsultationen, hvor jeg stod med mit lille liv i armene, løftede op i min bluse, studerede nøje og sagde med overbevisning i stemmen, at det var ganske harmløst.

Så nu sidder jeg og flæber ned i hovedbunden på min dreng.