Kindhest til min indre mormor

Bliver du nogensinde tilfreds, Lene? brølede han ophidset og frustreret midt i vores statusmøde. Vi havde en lille geschäft med at holde kurser for virksomheder og skoler. Nåja det var vist hans forretning og os, der var ansatte.

I det øjeblik kunne jeg ikke se fejlen i at stille høje krav og jeg syntes mest af alt han var en stor spandfuld varm luft af en kaospilot, som ikke skulle udnytte sin underviserrolle til at knalde en meget yngre, mindreårig kursusdeltager.

Brølet har forfulgt mig lige siden.

Jeg er uendeligt kritisk. Mest overfor mig selv, men når jeg først har kritikstemplet fremme er det uhyre let at bruge det på alt muligt andet også. Også på småfejl og personlige særheder hos andre, som de bedre mennesker ville tage for det de var: Ubetydelige, personlige særheder. Fredelige.

Jeg kan godt se, hvad han mente dengang. Det tog mig kun 12-13 år med fuldt fokus på andres splinter at få øje på den bjælke i mit eget øje.
For hold nu kæft, hvor kan jeg være en opslidende hæffel at have med at gøre. Hullerne i osten, du.

Min gamle mormor og jeg ligner hinanden meget af ydre. Igår var det hende, der fik banket hårdt på bjælken i mit øje ved at vise, hvor meget vi også har hæffel-genet til fælles. Eller... jeg ved ikke om det er et gen vi har tilfælles, for hun er nu ganske elskelig.
Det vil måske være mere korrekt at sige, at hun er gammel og gentager sine kritiske spørgsmål i en uendelighed, fordi hun glemmer svarene, og at jeg så har gør det samme. Bare uden nogensinde at glemme.

Er han ikke noget hæs? spurgte hun for 4. gang. Lige efter spurgte hun for 113. gang om han var en god dreng og konstaterede at han skulle sove i sin seng. 
Jeg kunne svare ja til alle spørgsmål, der for mig var tunge som anklagepunkter i en maternal retssag, som jeg sad der med min sovende dreng i armene.  Ja, han skal sove i sin egen seng. Det vil han bare ikke. Er det mon fordi moderen helst vil have ham sovende hos sig?  ... Og slæbe rundt på ham hele tiden for aldrig at have et øjeblik for mig selv og... ?

Hold nu kæft, kære lille mormor. Her har du et smukt, sundt oldebarn. Var det muligt, at du et øjeblik kunne VÆLGE at være tilfreds?