torsdag den 22. september 2011

Ordinary life og kællingejunta

Vi kører Projekt Søvn i disse dage. Junior skal lære at sove mere end 10 minutter selv og ihvertfald mindst så langt fra mig, at det ikke er min kropsvarme, der luller ham i søvn.

Det er derfor med tungen lige i munden og skoene konstant på, at jeg manøvrerer i træthedstegn og de rigtige rutiner. Kan du ikke bare give ham sutten når han vågner, hører jeg nogen spørge. Den er han også først ved at lære at bruge (for helvede), så ... vi er tilbage til tungen lige i munden og almindelig vedholdenhed.

Jeg er også ene om matriklen i disse dage, så hvis jeg skal bruge brun farin til kagen til kagens dag, må jeg selv hente det. Det kan jeg så passende gøre med barnevognen på en af den eneste gåtur, jeg har foretaget uden hund idag.  (Jeg lader ikke min behårede søn stå udenfor en butik, nemlig)

Ingen ko på isen. Øje på klokken, fuld fart ned ad bakken, for turen tager 40 minutter og hvis barnet gør som han plejer, så vågner han efter 34 minutter, så der må helst ikke være kø ved kassen og helst ikke for mange, der vil snakke på lige den her tur.

Hurtigt finde brun farin (og en liiiiillle smule chokolade) og op til kassen med hvinende hjul, hvor der heldigvis kun står en dame og lægger varer på båndet.
Det er så svært at kende de Baby og Barnevognshadende kællinger på udseendet, men det blik jeg fik af damemennesket overlod intet til heldet. Hun var formand for kællingerne.

Jeg er meget omhyggelig med at fylde så lidt som muligt med barnevognen og tage hensyn alt hvad jeg kan, for jeg er en af dem, der godt kan synes at barnevogne hurtigt får butikker til at ligne stoppede toiletter, men kællingens brede, denimklædte mås præsterede alligevel at bakke 3 meter tilbage mod Odderen og stadig synes, at den havde brug for at bakke yderligere.
Hun kunne pokkerme næsten ikke nå dankortterminalen. (Hvor gammel er man lige, når man skriver pokkerme?)

Tror hun tastede koden forkert med vilje. Tror seriøst, at hun godt vidste hvilken lomme det andet kort lå i, men bevidst skulle alle lommerne inkl de brede baglommer igennem først. Laaaaangsomt.
Hvordan præsterede hun at få en dims til at sige den høje lyd?  Det må være noget, hun havde i lommen og det slog ikke fejl.
Sønnen åbnede øjnene.  Kællingen sendte mig et hoverende løftet øjenbryn.

Det lykkedes hende ikke at få ham til at tude, heldigvis. Det var garanteret fordi jeg holdt vejret. Tror, jeg så hendes røv blive skuffet, da jeg blæste ud i den kølige luft igen og sønnens øjne lukkedes igen.

(Kagen slog fejl, desværre, så jeg må en tur afsted igen, by the way. Tænkte, at du gerne ville vide det. Eller,,, deb smager vildt godt, men ligner noget, der er produceret af en børnehaveklasse. Noget skal jo gå galt, når det bliver lavet med kun en hånd. Jeg kan blive nødt til at spise dem. Så fik du lige den bonusinfo også)

2 kommentarer:

  1. Seriøst, sker der nogensinde noget godt eller dejligt for dig?
    Har godt luret at dit koncept er brok, men come on.
    Damen foran dig har sikkert ikke skænket dig en tanke, slap nu af, hele verden er ikke efter dig.
    SÅ trættende at du konstant skælder og smælder. Smil for satan, smil.
    Måske er der en der smiler tilbage.

    SvarSlet
  2. Hvis du læste mine indlæg igennem og gad at pudse brillerne, er jeg sikker på at du kan få øje på de store glæder, der er i mit liv og på min blog.

    Jeg er endda så positivt indstillet, at jeg gerne vil vise dig i retning af andre blogs, der svømmer over af positivitet og små missekatte, hvis du har interesse i det? Det står dig nemlig helt frit for at lade være med at læse min blog.

    Din egen attitude med at lægge anonyme kommentarer her er temmeligt ødelæggende, men det kan være at det er dit koncept?

    Jeg forstår ikke, hvordan du mener, at du er berettiget til at fortælle mig, hvordan jeg skal skrive, men selvom jeg bliver ret ked af det, får jeg lidt mere at skrive om, så tak for lort.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...