Jeg tænkte, at jeg da lige kunne fikse de julegaver, der skal med mine to søstre til deres respektive. Dem kunne jeg lige klare igår, for jeg vidste sådan cirka, hvad der skulle skaffes og gaven til den yngste søster plejer at springe mig i øjnene helt af sig selv.
Det var jo bare en lørdag i November. I god tid inden alle andres julegaveræs starter.
Grunden til at jeg lige mente at jeg kunne fikse dem igår var, at jeg var grundirriteret på Mikkel og trængte til at komme et sted hen alene, der plejer at være rart. Det er vist noget med mine hormoner. I
På den måde, hvor det bare er bedst, ikke at befinde sig i samme lokale eller køre i den samme lille bil eller kæmpe sig vej gennem overbefolket by, mens den ene spyr eder og forbandelser ud over alle andre mennesker og borer barnevognen forrest igennem mængden og den anden har det lidt på samme måde, men også er lidt bange for at der skal ske noget med barnet i vognen.
Der var intet tulleri over den lørdag.
Hvor kommer alle de mennesker fra? Hænger de på bøjler i en stor lagerhal i oplandet indtil det bliver juleindkøbstid?
Vi endte selvfølgelig med at tage afsted sammen, trods min irritationssnerren. Da vi stod i en legetøjsafdeling, hvor Mikkel hvislede, at jeg godt kunne tage at få fundet de ting, jeg skulle have, for ellers ville han blive nødt til at gå eller smadre den legetøjsgris, der stod og bjæffede (?!) hysterisk på gulvet.
Jeg gik rundt om mig selv og kunne hverken finde det ene eller det andet og havde så høj puls over det, at det næsten lykkedes mig at fokusere på lyden at mit blod, der susede for ørerne istedet for at høre på 'hvis det nu var mig, så var jeg ordentligt forberedt og vidste præcis, hvad jeg skulle købe og så ordnede jeg det bare meget hurtigere'.
Næsten.
Jeg sagde ihvertfald hverken hold kæft eller noget.
Kaffe hjalp. Nattesøvn hjalp.
Og som jeg sagde til min mødregruppe-venindes mand, vi mødte i Bruuns: De skal bare være glade for, at vi er bitre. Og siger noget.
Det beviser bare, at vi har overskud til at fokusere lidt på os selv igen og har genvundet en nogenlunde sans for virkeligheden omkring os.
Må seriøst se at få drukket noget mere af den kaffe med koffein og mælk til overpris. Se, hvilket klarsyn, det bringer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...