tirsdag den 29. november 2011

WTF?


En af de forkortelser, der faktisk giver mening for mig, for når man siger 'what the fuck' på den helt rigtige måde, ser man faktisk ud som om man spytter tre konsonanter i versaler.

Siden jeg ikke bruger *LOL* eller lignende profaniteter - eller navngiver nogle af mine filer med underscore og dato for tiden, så må jeg godt skrive - og sige- WTF.

Det har jeg benyttet mig af et par gange i løbet af de sidste to dage:
Manden på posthuset, der tilbød at vippe med barnevognen efter jeg havde forklaret, at storskrigende barn var utilfreds med at være indendørs i varmen. Skal jeg ikke lige...? , spurgte han sympatisk. Lidt for sympatisk, nok.
Du skal da ikke græde, sagde han og stak sine fingre ned til skrigende Aksel. Hvorefter Aksels mor bad ham holde nallerne væk. Han smilede bare videre og sagde at han nok var sulten (og kiggede på mine bryster) og spurgte, hvor gammel han var. Hvad er der med mænd med skæg og nikotinfingre og indholdet af min barnevogn. WTF?

Vi har mange glæder. Babysam, blespande og alt deres væsen er ikke nogle af dem. Forleden, da jeg så mit snit til at lave etnisk udrensning i mine øjenbryn, hørte jeg noget pusle. Knitre.
Automatisk begyndte jeg at løfte fødderne, for... havde vi mus?
Hvorefter jeg tog mod til mig, fulgte lyden og afslørede blespanden i at rulle mere af den hundedyre blepose ud. Af sig selv. Med lidt hjælp fra tyngdekraften og et par remouladebleer, godtnok, men... WTF?
Her går man og sparer og så har Babysam programmeret lortet (!).

Junior var pjevset. Snottet. Ville ikke sove. Havde lidt ondt i maven. Efter en nat med opvågning hver time og en googling vidste jeg, at jeg skulle have fat på nogle panodiler til den lille.
Afsted på apoteket.
Det kunne jeg ikke få, mente damen. Når barnet ikke vejer 10 kg skal lægen sige god for købet.

Nå. Ja ja.... læger ved bedst, tænkte jeg med en venlig hilsen til min ven Læge-lars, der ikke kan skelne Panodil fra Ipren og lystig kyler 3 600 mg Ipren i hovedet med en gintonic for at tage tømmermændene fra igår.

Jamen.... så måtte jeg nøjes med saltvandsdråberne.
Overvejede et øjeblik at lyve ham tungere, eller at lyve en storebror frem til ham eller ... sige jeg skulle bruge dem til en ven. Alternativt at jeg selv var læge, bare for at få apotekerjuntaen til at udlevere noget dope.
Men efter at jeg havde afsløret, at jeg ikke anede at det var stikpiller var det lidt svært at virke troværdig.
Hvorefter damen spørger om jeg kendte de tabletter, der skal opløses i vand på en ske? Med banansmag, jo jo...
Der er dobbelt dosis i sådan en banansatan og der står på pakken at den ikke må gives til børn under to år uden lægens tilladelse. Men dem ville damen GODT sælge?

Jeg lod mine øjenbryn udtrykke tre versaler inden jeg gik ud af biksen med min clean baby på armen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...