Jeg orker ikke at være sammen med dig

For nogle år siden var der i min nærmeste omgangskreds en dame, der fyldte meget når vi var flere samlet. De gjorde hun sådan set også når vi kun var to par sammen, men påvirkningen var ikke helt så tung for mig. 

Når vi var flere sammen med hende, kom min 'falske personlighed' rigtigt til udtryk. Jeg er lidt for opmærksom på. hvordan andre i en gruppe har det og har ikke læst selvhjælpsbøger nok til at kunne det der med at 'mærke efter'.

Når damen rigtigt rullede sig ud med drabelige historier om, hvor slem hendes barndom havde været (det var ikke småting) og sang lidt for detaljerede klagesange over naboen, manden og jobbet, så var der altid et par af pigerne, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv og derfor endte med at sidde helt stille og bide sig i læben, mens de drømte om small-talk.

Hvorefter jeg så måtte forsøge at skifte emne eller bede damen om at give os en pause.  På alles vegne.

Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af det med at sidde stille og holde mund og passe (på) mig selv, så jeg brugte altid flere kræfter end jeg havde og har brugt en del aftener på at ligge kvæstet hen på sofaen -  måske skylder jeg hende mange tak for at have fundet copingstrategien med at melde afbud.

Det er vel egentlig en undvigelsesmanøvre. Ikke noget, jeg er stolt af. 

For selvom jeg har været så træt, at det føltes som om jeg havde vat på indersiden af øjenlågene og hele verden var tiltet 13 grader,  har jeg ikke brugt det som undskyldning for ikke at komme til kaffe hos dræne-damen, selvom det burde være grund nok.

Jeg skulle partout opfinde en fødselsdagsinvitation eller en hjernerystelse. Damen måtte til sidst tro at jeg led af kaffeallergi, var menneskesky eller bare havde taget skade af alt for mange hjernerystelser.

Og hvad så, egentlig...  Hun havde nok ikke godt af sandheden.