Uge 6 aflyst

Jeg har været syg. Det er derfor.

I mandags fik jeg feberkulderystelser så højt på Richter-skalaen, at jeg måtte ringe efter Mikkel. Jeg kan normalt klare mig selv og plejer ikke at holde mig tilbage fra en køretur til København med lungebetændelse.  I mandags sagde jeg, at jeg gerne ville bytte muskelsmerterne for veer.
Og jeg mente det. Den dag.

Tirsdag var værre. Klokken 6 ringede jeg efter min mor, som fluks stillede og sørgede for at jeg kom til lægen, på apoteket og som myndigt sendte mig i seng hver eneste gang, jeg konfust vaklede ud af den. Hun passede Aksel, som normalt er sin mors dreng og Aksel er nu smaskforelsket i sin mormor. Med rette.

Tiden efter tirsdag morgen er ret diffus. Jeg husker ikke meget. Kun at det ikke er den stolteste uge i mit liv. Ærligt, ikke? Min mor måtte tørre mit opkast op og skifte sengetøj for mig. På listen over pinligheder står det meget højt for mig, men jeg kunne simpelthen ikke andet end... det jeg nu gjorde, som jeg ikke husker hvad er.

Da jeg dukkede så meget op til overfladen og kom så meget til hægterne, at jeg kunne tjekke facebook og nyheder var jeg sikker på, at jeg var blevet sat af og at der var sket vildt meget mens jeg var væk.  Jeg frygtede det, for jeg haader når jeg ikke kan følge med.

Kan det passe, at der ikke er sket noget som helst? Ud over nogle som altid dejlige kommentarer til sidste indlæg her på bloggen har der ikke været hverken højde- eller lavpunkter i nogle af medierne. Facebook fortæller mig, at verden behørigt har forholdt sig helt, helt stille og anonymt og det eneste jeg kan se, at nogen har lavet er en, der har dryppet stearinlys med sine børn. Ellers har folk kun glædet sig til at noget skulle ske.

Kommer i snart hjem og underholder mig?