tirsdag den 31. juli 2012

Big mistake

Jeg skal lige bede dig GÅ UD MED DEN KAFFE! lød det forurettet fra trunten.

Hun havde ferieafløser-hår og et nidkært blik i øjnene, der viste at hun tog sit butiksjob meget alvorligt. Hendes tonefald fik mig til at se ned af mig selv og lige tjekke om der var groet posedametøj på mig og om jeg var kommet til at træde hundelort op ad skinnebenene. Noget måtte retfærdiggøre hendes tonefald.

Hvis jeg var ekspedient i den butik, så havde jeg nok anlagt et andet tonefald, for jeg ville kunne spotte, at kunde-jeg var særdeles købedygtig. Jeg søgte ikke hen til midterbordene med skrammel-udsalgsvarer, men gik efter kernelædervarerne på hylderne med nye varer.  Men i min hånd var et Emmerys-kaffekrus.
Nu er jeg ude af stand til at håndhæve regler på bademestermåden med mindre jeg virkelig var bademester og stod overfor en vaneforbryder, så jeg var nok aldrig blevet ansat i den butik.

Helt ærligt. Jeg har det ikke godt med regler for reglernes skyld og tænker lidt for ofte, at jeg godt kan snige mig afsted med en lille regelbøjning, så længe jeg ikke pisser på reglernes større sigte. Jeg tager dårligt mod principregler, der forhindrer mig i at nå målet på en måde, der virker for mig.
Jeg er en af dem, der kan pille en appelsin i lommen lige under et skilt med 'mad og drikkevarer må ikke nydes her'.
Men derfor bliver jeg paradoksalt nok oprigtigt ked af det, hvis jeg er kommet til at overtræde en regel ubevidst. 

Mere end noget hader jeg den bademesterattitude som får folk i civil og i bar røv til at løfte pegefingre af med-badende, medborgere, medtrafikanter.

Jeg kunne sagtens finde ud af at gå ud af butikken med min kaffe igen. Som anvist. Jeg tjekkede lige om der var et kaffeforbudsskilt på døren som jeg uden at vide det var kommet til at trodse.
Det var der ikke.
Så Neye?
Der mistede i lige en potentiel kunde. Det der pis gider jeg ikke - jeg finder bedre varer og bedre service andre steder.  Undskyld for kaffen, dog.

torsdag den 26. juli 2012

Det er øko!

Mange i mit segment (Ovre i det fjernere hjørne, bevares) har orienteret sig mod fairtrade, øko, genbrug og spelt.  Det er der rigtigt god grund til, hvis man tænker på kloden og hinanden og fremtiden, men jeg tænker stadig først og fremmest på mig selv og hvad jeg får for pengene.
Undskyld.

Det vil sige, at jeg er meget for økologi. Nogle gange. Hvor jeg får lige så god eller bedre kvalitet i økoprodukterne, så køber jeg dem - men hvis jeg på indholdsfortegnelsen eller på de brune pletter på gulerødderne kan se, at jeg betaler økoprisen for at få dårlig kvalitet, så vinder kvaliteten.  Smag og kvalitet.

Derfor også spelt. Nogle gange. Når jeg ikke har hvedemel fra Aurion tilbage og så skal det også være spelt fra Aurion.

Derfor grinede jeg også i segment-skægget idag, da dagens sweetdeal ramte min inbox.
Vælg en grøn og bæredygtig transportform med en flot herre- eller damecykel
Tilbuddet er ok, hvis man kigger på farven og udseendet og er for genanvendelse og ser det som en afgørende faktor, men ...  udstyret er ikke imponerende og det er kun i to størrelser, så man skal enten sparke knæene i brysterne eller strække sig for bæredygtigheden.

I mit hjørne af segmentet er geargrupper og udstyrslir meget vigtigt.

Det er måske også at tale ned til recyckling-segmentet udelukkende at slå på bæredygtigheden? Ville det ikke svare til at servere en lillebitte sej biobøf og kunstfærdigt arrangere kartoffelskræller ved siden af, mens man råber bio, øko og dyrevelfærd meget højt? (Vi dræbte koen alligevel)
Eller sælge en benzinbil i en utroligt fin statementfarve med 50 hestekræfter?

Kan også være, det bare er mig, der er sart. Jeg har ikke fået sukker i over et døgn og har hovedpinen fra helvede. Trænger til at råbe noget med at hele verden er luret!

tirsdag den 24. juli 2012

Heidi har modermærkekræft

Jeg nævnte Heidis historie i mit sidste indlæg.

Det er efterhånden mange år siden vi arbejdede i samme fitnesscenter, men jeg husker hende ret godt. Hun var en af dem, jeg ikke kunne lide. Lige indtil jeg talte med hende.  Hun fyldte meget, grinede højt og... lignede mig lidt, bortset fra at hun var slankere, stærkere og højere.
Og så blev hun gift med Robert, som er lige så meget et energibundt.

I de fitnesscentre, jeg har været ansat i, har solarierne været bekvemt placeret mellem herrenes og damernes omklædningsrum. Jeg har hørt, at der er nogen, der også brugte solene til at have sex i (så syrede aftaler, det må være: Vi mødes om 3 minutter i sol 2), men jeg har ikke været så heldig en af dem. Jeg har desværre brugt de 8 minutter en polet gav på at blive stegt på begge sider.  Flere gange om ugen.

Nogle gange var der et skilt på døren med 'pas på! nye rør'. Det betød ikke, at der stod nye mænd parat på den anden side, men at man bare skulle nøjes med at tage 1 tur. 
Man skulle nok blive postkasserød for en polet.

Jeg ved ikke, hvordan jeg kunne overhøre de advarsler, der allerede den gang begyndte at dukke op, når jeg allerede har fået fjernet et ondartet modermærke og er blevet behandlet for celleforandringer.

Nu? Ikke solarium til mig. Men helt ærligt har det været en overvindelse at gå ud med skummetmælkshvide ben kun iført shorts og faktor 30.
Indtil jeg hørte Heidis historie.

Du kan også læse historien og høre mere om både Heidi og kræften her

Du kan også give et bidrag, der vil gå til de behandlinger, som sygesikringen ikke dækker, hvis du vil. Lægerne har givet Heidi stemplet 'terminal', men det betyder ikke, at hun accepterer og giver op.

Jeg skal lige advare... Hvis du ser hendes videodagbøger og læser opdateringerne på facebook, så kommer det til at betyde en større post på solcreme-budgettet. Og en hel del flere krammere til dem, du holder af.
Nogle gange er krammere en glimrende måde at få andre smurt ind i uv-beskyttelse.


lørdag den 21. juli 2012

Perspektiv

Jeg har masser at skrive om. Selvom det er agurketid og fjernsynet viser gamle genudsendelser, så er det ikke helt sådan inde i mit hovede. Dammit, man kunne jo skrive føljetoner om fagforeninger, der opfører sig som levede de i en anden tidsalder og selvom jeg har lovet mig selv ikke at gå helt over i mor-bloggeriet, så leverer junior altså ideer til indlæg på stribe. Det skal nok ende i et par pinlige episoder, så god til at efterligne som han er.

Der er bare to ting, der får mig til at blive helt stille indeni. Holde vejret og tænke, at det vil være meget småt at skrive om, at jeg har stået og gloet ind i et prøverumsspejl og prøvet at sluge det faktum, at jeg - den tidligere så sports-bebrystede - nu passer en 70F bedst. Fuck. Muh.

De to ting er:
Tobias-sagen. 
Jeg kunne ikke læse den hændelsesbeskrivelse, en netavis bragte, til ende.
Jeg nåede langt nok til at holde mig for øjnene og krampegræde. Og få mareridt. Og tænke over, hvor bange den lille lyshårede dreng må have været mens han blev mishandlet til døde.
Det er så rædselsfuldt. Jeg har det så svært med det, at jeg ikke kan tale om det og selv nu, hvor jeg prøver at skrive hurtigt igennem det, sidder jeg med en klump i halsen. Ondskab. Dumhed... Jeg vil ikke engang prøve at forstå.
Tobias døde den dag, Aksel Emil blev født.

En tidligere fitness-kollegas facebook-opdateringer.
Heidi har hudkræft, som har spredt sig og givet hende knuder i hjernen, i rygsøjlen og sendt hende gennem mange operationer, flest i hjernen. Hun har lavet videodagbøger, skriver for det meste med en positiv vinkel, men det er så meget noget lort at det er ufatteligt, at hun har kræfter til at kæmpe videre, prøve nyt, skrive lyst.
Hun har mand og to børn og er idag blevet opereret for en knude i ryggen, som har givet hende vilde smerter. Samtidig er der nye spredninger i hjernen og i bughulen.

Jeg bruger solcreme. Det skal du også. Høj faktor og rigeligt af det.
Det kan jeg ihvertfald skrive.

onsdag den 4. juli 2012

Thai-spejl. Dag 2.

I mandags var jeg vred. Igår fulgte nedsmeltningen som den altid gør: Vredens sande kilde. Jeg var så ked af det hele, at jeg stortudende måtte ringe til Mikkel.
Uden helt at vide, hvorfor Mikkel lige skulle komme.

Han sørgede for at hælde noget mad og noget vand i mig og langsomt begyndte det at lysne.
That is... Det lysnede efter jeg havde sparket min røv ud at løbe en tur. Det holdt hårdt, men jeg fik samlet endorfin-points op på vejen.

Sagen er, at jeg har mulighed for at tænke på mig selv. Er der noget her i verden, jeg virkelig ikke er i træning med, så er det det. Det er simpelthen så svært for mig, at jeg finder på alverdens åndssvage overspring. Fx at vaske tøj. Eller købe ind. Glemme at spise. Og fastholde mig selv i den ophængte rolle, som er ved at kvæle mit humør.

(Før nogen får gode ideer: Jeg har ikke lyst til at tage på spaweekend uden barn. Virkelig ikke. Jeg har muligheden for at trække vejret for min egen skyld de timer om dagen, hvor han er i vuggestue og det er alt rigeligt.
Nu skal jeg så bare i træning med at gøre det).

Idag. Bootcamp dag 2.
Det kunne umuligt blive værre end igår, men jeg har stadig brug for hjælp udefra, så jeg bookede en tid hos den afsindigt dygtige Noi.
Jeg er selv massør. Noi er massagens Chuck Norris.

Hos hende er der heller ikke skyggen af mulighed for at jeg kan tænke på hende istedet for mig selv. Jeg spurgte selvfølgeligt og indfølende om det ikke var hårdt at massere hver dag og mange gange 2 timer ad gangen - og ville gerne vide, om hun bedst kunne lide de lange behandlinger.

Ja, siger hun. Det er bedst. 1 time er for kort, hvis der er problemer med kroppen. Halvanden time, to timer, tre timer er godt. To timer hvis det er en stor krop. Halvanden time er godt til dig.
Og således fik hun venligt og smilende vendt fokus tilbage i den rigtige retning: På mig og mine behov. Ikke hendes.

Jeg er stadig ikke helt overbevist om, at vejen til Zen og antistress går ad 'tænk på mig selv først'-vejen. Men når Noi viser, at hun er helt ude af stand til at bringe sig selv ind i ligningen, så er det som at få et stærkt belyst spejl holdt op foran stressfurerne. Lidt ligesom at prøve jeans. Bare behageligt.

Måske lærer jeg hen ad vejen at blogge om noget, der ikke er så navlepillende igen. 

mandag den 2. juli 2012

Mandagsopkast

Undskyld. På forhånd.

Jeg gider bare ikke lige nu, vel?
Jeg er så træt af at se mig selv i sove-t-shirt og barnets morgengrød, der hver eneste fucking morgen eksploderer og klistrer sig til mig. Især til mig.
Hvor i mine drømme stod det i øvrigt, at jeg skulle blive sådan en, der sover i t-shirt? Var det ikke mig, der engang altid sov nøgen og smuk (hvis man lige kneb øjnene lidt i) og vågnede med småsexet rockhår og sprød stemme?

Jeg kan godt høre jer derude. Jer, der sidder med hovedet lidt på sned og siger at jeg skal være glad og positiv, fordi jeg har sådan en dejlig dreng og et bord i et hus og arme, som grøden kan fordele sig ud over. Jamen, det er jeg. Jeg er fuld af kærlighed til drengen og jeg sætter også pris på mine arme. Det er jo ikke fordi jeg vil undvære. Og luk så lige røven i 2 sekunder.

Der er mad, der skal planlægges, der er indkøb, der skal ordnes, gulve vi lige skal huske at holde rene og vi skal huske at spise den mad, der ikke laver sig selv, og endelig ikke de der kiks, der lige er ved hånden, når vi er godt igang med at hade rugbrød og ikke gider skrælle, skære eller bare åbne noget som helst, der ikke med det samme lægger sig som glasur over følelsen af at være temmeligt alene.

Og luk så røven. Jeg er glad for min søn og min familie. Ja, selv hunden. Jeg skal også være glad for at jeg har en mand. Og en have, som ensomhedens sure krager kan skide i.

Du er jo ikke alene, siger i nu.
Nej.
Og jeg kan godt selv høre, at jeg er en overspændt mandagssur morgenheffel. Det er bare som om beviser og sund fornuft ikke gør andet end at få min stive langemand til at blive endnu mere insisterende.
Inde i bestyrelseslokalet sidder jeg i ensom majestæt med alle kasketterne på og et eneste navneskilt på det grødplettede bord: Lene Alene.

Jamen, lyder det.... Luk. Zip.
Jeg er nemlig ikke færdig, selvom jeg godt kan mærke, at den opgivende mandagståge begynder at lette lidt, som jeg kommer skrivende hen ad linien.

I mine drømme var det anderledes.
I mine drømme fortjener alle - selv jeg - at blive fejret, hyldet, værdsat og elsket, så tvivlen og ensomheden lusker af. Virkeligheden kan sætte begrænsninger. Virkeligheden rummer travle mandagsmorgener hver eneste dag i ugen, optørring på repeat og hver mand for sig selv. Sådan er det og man må leve med det. Fucking repeat.

I det mindste skinner solen. Siger nogen.
Og jeg præsenterer igen min ranke finger. 

Men måske behøver i ikke ligefrem at rende mig i røven, alligevel. Den er alligevel fuld af opfordringer til at være positiv, for jeg vidste ikke hvor jeg ellers skulle gøre af dem.
Tak fordi i lyttede.