fredag den 31. august 2012

Busdrift

Bussen lugter af regnvåde gymnasieelever.
Som fugtige dyner fra indelukkede værelser, hvor nogen har røget en mentolcigaret i smug ud af vinduet.
Af akavede kroppe i hemmelig mimen foran spejlet og hår, der er sat med hidsige, panikne bevægelser og alt for meget voks.

Af morgenånde fra munde, der har gispet sig ind på bussen og endnu en ny dag, der er ligesom de andre.
Hun sidder i bussen på samme plads som hun plejer. På sædet, der er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.

Der har været andre busser. Hun har også prøvet at sætte sig i den anden side. Eller længere fremme, men ingenting har været helt nyt alligevel. Bagi har det lugtet lidt mere hemmeligt og fugtigt, men på alle pladserne har hun kæmpet med at trække vejret og følt at alle kiggede på hende.

Det er som om en kæmpestor projektør altid retter sig mod hende og udstiller hende med skarpt lys, som skærer sig lige gennem Mac og høretelefoner og ny dyr Mulberry og får hende til at synes hun kan lugte aftensmaden i sit tøj og mærke de røde knopper på halsen blusse.
Sædet er ubekvemt og giver hende ondt i ryggen mens hun tygger lakrids og lader som om hun ser ud af vinduet. Hun ser kun regndråberne på ruden.

Du passer ikke her, sagde de. Og de skrev sedler om, at hun ikke kunne finde ud af noget og ikke skulle sidde der, med mindre hun kunne gøre det ordentligt og hun prøvede. Prøvede meget på at sidde ordentligt. Trykke rigtigt på knappen. Sætte benene rigtigt, fylde det rigtige, men de havde glemt at fortælle hende hvordan man gjorde det, når det skulle være ordentligt.  De kiggede på hende. Hele tiden. De skrev flere sedler og ingen ville sidde ved siden af hende.

I den nye bus hilste og smilede de andre, da hun satte sig på sædet, der var ubekvemt og gav hende ondt i ryggen, men hun fandt på at tygge lakrids og lade som om hun så ud af vinduet, selvom hun kun kunne se ruden.
Mere lakrids. Dårligere ryg. Hele tiden tygge på angsten for at de skulle sige til hende at hun var forkert. Fare sammen, hvergang dørene åbnede sig.
Tygge mere lakrids.

Du er ikke forkert, sagde han. Men måske skal du bare ikke køre bus.  Hun havde ondt i ryggen, da hun kiggede målløst og lettet på ham. Men du skal ikke spise så meget lakrids, sagde han så. Med mindre du kan gøre det ordentligt.

Nu lader hun som om hun ser ud af vinduet, selvom hun kun kan se ruden.
Hver dag.
Hun sidder ubekvemt og det lugter af fugtige dyner fra indelukkede værelser. Og lidt af de mentolcigaretter, hun stadig ryger i smug.

Ikke engang det kan hun gøre ordentligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...