Ring efter hjælpen, Hans Christian

Jeg elsker, når mit hus er rent. Jeg elsker at være på besøg i huse, der er rene og ryddelige uden at være arrangeret til Bo Bedre-fotografering. Hjem, hvor der bor ordentlige mennesker, der husker at tage en ren karklud hver dag og ikke har tøj/tæpper/legetøj/tomatskræl til at ligge spredt ud over alle flader.

I mit badeværelse er der masser af bordplads. Masser af gulvplads. Kæmpestore skuffer. Og hvis jeg havde haft æsker i de skuffer, som de ordentlige mennesker har, så ville mine ting stadig lege kluddermor i 3 etager.

Det så sådan ud, da jeg boede på værelse. Også da jeg boede i lejlighed selv. Stadig, da jeg flyttede sammen med nogen i lejlighed og surprise, surprise: Mere plads i et hus med skur har heller ikke hjulpet. Vi bliver nødt til at flytte i noget større.

Dette skilt har hjulpet mig et par gange, for hvis jeg ikke kan være en af de perfekte, usjuskede mennesker, så kan jeg ihvertfald være en god mor.

Det hjælper cirka 23 sekunder.

Så er jeg sur på mig selv igen og teenage-hader Mikkel for at sige højt, at jeg bare skal sørge for at samle op/rydde op/tørre op/højtryksrense med det samme og i øvrigt passe på mine ting (Så ti da stille med det indlysende, ved jeg sgu da godt. Mumlemumle)

Og så kan jeg sidde og glo på det fine skilt og være en god mor, mens jeg har leverpostej på bukserne, en agurkeskive på skoen og selvhad ud af ørerne.