Bedre end Botox

Mit kropssprog er ustyrligt. Jeg har fået at vide så mange gange at jeg skal prøve at arbejde med mit pokerfjæs, hvis jeg vil begå mig i noget, der bare lugter af politik eller ... poker.
Det er åbenbart ikke velkomment med ærlighed i reaktionerne på ledermøder eller til store præsentationer af bullshit.

Så småt er jeg ved at have styr på min mund, der taler uden at have fået lov. Det er kun sjofelheder, den finter kontrolløren med.
Men jeg skal altså lige have styr på kroppen også. Især øjenbrynene, som jeg har en fornemmelse af laver  det mener du ikke seriøst, vel? really?-løftet både tit og ofte. Tro mig, jeg er ikke altid fordømmende og bedrevidende. Oftest er jeg virkelig bare bag af dansen og står som et damemenneske fra 1850, der bliver præsenteret for en højresvingspil for første gang.

For eksempel nu her til morgen, da jeg læste om, at det nyeste nye pis på datingscenen er at mødes ude i virkeligheden. 
Nu var jeg lige ved at vænne mig til at internetdating faktisk fører til rigtige forhold og at flere i min omgangskreds har fundet deres børns far på den måde.
Anstrengende for de muskler i panden, der løfter øjenbryn. Måske skulle man bare lamme dem i en periode til man igen følte, at man havde indhentet verden.

Mit arbejde er flyttet til det centrale Århus (ja, jeg skriver stadig med Å. Live with it) og jeg støder derfor ret ofte på folk, der er klædt ud som hipster (Nej, det skal ikke skrives med stort. Slap af).
Det er mig, der taber tråden i det telefonmøde, jeg er midt i, fordi der går en alt for lille hue med et alt for stort skæg forbi mit vindue og det er også mig, der stopper op med munden åben og forsøger at holde min arm nede, så den ikke peger på en fuldstændigt lam udklædning. Men jeg råber ikke.

Heldigvis kan jeg hvile mimikken på lørdag. Der sender de Matador.