Damen, der tabte både næse og mund

Det undrer mig, at det blev fredag igen. Det har været en sejtrækker af en uge som jeg personligt aldrig nogensinde håber at se gentaget.

Det sagde jeg også sidste gang.

Jeg er nok det mest empatiske menneske, kommentator-Sarah aldrig kommer til at møde. Uden at forherlige mig selv endda. Det er ikke positivt, for jeg er skidegod til at please andre og vide, hvordan de har det, mens jeg ikke opdager, at jeg selv er på vej i dørken, før jeg ligger med knast-aftryk i fjæset.

En jobstart i ny funktion, hårde dage med logistikhelvede på privatfronten og en kommentar på bloggen om at jeg både er ond og uempatisk og at jeg burde forestille mig at min søn har kræft, har derfor heller ikke været nok til at få mig til at overveje om jeg kunne bruge lidt fred og selvkærlighed - alternativt bare slå fra mig verbalt.

Næ næ.

Tics ved øjet var heller ikke nok.
Træthed og uvant glemsomhed heller ikke. 

Nervesmerter ved kindbenet og højre tinding fik mig i det mindste til at ringe til lægen. Efter et par dage.

Nu føles det som om mine kinder truer med at forlade mit ansigt. Meget ubehagelig snurrende smerte, så hvis verden lige vil holde sig selv et øjeblik og tænke gode tanker i min retning imens, så vil jeg holde weekend og tage på skovtur med mine to nærmeste.

De er varslede om at det er forbudt at blive mandesyge, hvis jeg ikke skal tabe ansigt.
Bogstaveligt.