Hundedage

Jeg står med en meget stor udfordring i disse dage. Det handler om min hund.

Jeg har bestemt mig for, at jeg ikke vil skrive om dilemmaet, detaljerne og min beslutning her, før jeg har fundet ud af at leve med løsningen. Det kan godt tage måneder.

Hvorfor ikke?
Jeg har flere gange tænkt højt på bloggen og det er gået fint - Selv de negative kommentarer har givet mig noget, der har hjulpet mig på vej, når jeg lige har ladet chocket over folks ufølsomhed lægge sig. Men lige nu er dilemmaet bare for følsomt for mig til at folk giver mig deres syn på sagen.

Minder ret meget om børneopdragelse og andre folks gode råd. Især de gode råd der begynder med 'du skal'. Dobbelt op på dem der starter med 'du skal baaaaare'. Dem har jeg heller ikke på noget tidspunkt haft det fedt med at få. Nok også fordi barnet og børneopdragelse og søvnproblemer er superfølsomme områder og derfor bør behandles med respekt og fløjshandsker.
(Tak igen, kære held, at jeg kom i en god mødregruppe). 

Dem, der bilder sig ind, at deres egne erfaringer er svaret på andre menneskers spørgsmål har også æren for at coaches og gode veninder er i så høj kurs.

Så egentlig er dette indlæg en lille disclaimer om at jeg er grådlabil, har det som om nogen er ved at vride hjertet ud af min brystkasse og reagerer med at smadre det første, bedste og nærmeste i afmagt, hvis der er nogen, der siger noget i retning af 'du skal bare' eller 'tænk nu positivt'.

Jeg er overbevist om, at jeg aflyser mig selv, hvis der kommer kritik af min måde at håndtere min bepelsede dreng her på bloggen.

Skriver snarest om noget andet, der også er vigtigt. Kager, f.eks.