Trafik-dumhed

Jeg tror, jeg kørte foran dig forleden sagde hun lidt forlegent. Det var ihvertfald en lille hurtig Swift, der kørte bagved og ... jeg kører nok lidt langsomt. 

Indrømmet.
Jeg kan godt finde på at tale lidt højt af folk, der parkerer midt i det hele og vælger at køre præcis 60, hvor man må køre 70. (Men kun når Aksel ikke er med i bilen. Han skal ikke høre, at jeg leverer mine uberettigede enetaler til andre mennesker på den måde). Det, jeg for nylig har set mig gal på, er de folk, der breeeemser op og triller ligeså langsomt frem mod det røde lys uden at ænse, at de blokerer vejen for de biler, der rigtigt gerne skulle ud i venstresving-banen.

Jeg er helt klar over, at folk kører langsomt af forsigtighed eller fordi de tror de kan spare brændstof. Men... det er et faktum, at folk, der kører langsomt på de veje, der ligger mellem mit hjem og mit arbejde enten udsætter sig selv for stor fare. Eller også provokerer de bevidst.

Fare, fordi nogle af de andre bilister ikke når at opfatte at der er en afvigelse fra gennemsnitsfarten. Der er folk, der kører indenom på cykelstierne, overhaler i svingbanerne, kører over for rødt eller bare kører så hasarderet og tæt på, at en lavere hastighed end skiltene tillader, gør de forsigtige bilister til sammenstødskandidater.

Mens jeg hæver et øjenbryn af de læsere, der har ment, at jeg bare er katogorisk intolerant og racistisk, når jeg har skrevet, at tyrkerbilerne på Edwin Rahrs vej og Silkeborgvej er livsfarlige, vil jeg rette opmærksomheden mod nyhederne i aftes, der viste et klip fra netop det område. Hvor en af kulturberigerne ligefrem står frem med navn og åbent siger, at det er helt normalt at køre over for rødt.
Det er ikke kun tyrkerne, der kører råddent. Her til morgen så jeg en etnisk dansk mand med barnesæde i sin grå Skoda tage den over for rødt. Helt rødt.

Jeg sagde det jo.
At politiet og ambulancerne ikke får en god modtagelse i det område er den side af sagen, som ingen rigtigt vil sige højt. Der er heller ingen, der nævner at man ikke er fri for at blive bestjålet, selvom men sidder med smadret front og halskrave. Det er også en anden historie.

Faktisk var det ikke mig og min Swift, der kørte hurtigt bag veninden.  Jeg kører ikke provokerende nogen steder, for det tør jeg ikke.
Jeg kører nogle gange for hurtigt, men jeg holder afstand. Jeg forsøger også at lade være med at skrive SMS og læse mails mens jeg kører.

Ikke for at være hellig, men for at aflive nogle gamle vaner, som ikke kan enes med det faktum, at jeg faktisk holder af mit liv, min søn og min førlighed.