Hvor vil du hen med det?

I en ikke så fjern fortid var jeg til møde med en gruppe folk i en større dansk virksomhed. Jeg havde noget, jeg gerne ville sælge dem.

Flinke, rare mennesker med værdierne i orden og købedygtigheden klar, hvis det ikke lige var for den ene af mødedeltagerne.  Hun har vel ligesom jeg været uddannet coach. Eller psykoterapeut eller noget i den boldgade, for hun bed sig noget så alvorligt fast i mig med spørgsmål som: Hvad er jeres værdier? Hvad er din rolle? Hvad skal der til før du selv bliver udførende? Hvad gør det for dig? Hvis vi nu indgår et samarbejde med jer... Er du der så om 3 år? Hvor vil du hen?

Hvis jeg vidste, at det var sådan en terapitime, jeg var gået ind til, havde jeg nok reageret anderledes. Jeg havde ihvertfald haft de rigtige svar klar istedet for at komme i tanke om dem på bagkant.

Klassiker. Lige nu ved jeg præcis, hvad jeg ville have svaret.

I forvejen er jeg ikke glad for de folk, som scorer eller skal vise sig ved at bruge coach-spørgsmål uden at have indgået en aftale om at det er en coaching, der finder sted og jeg er ikke mere begejstret nu, hvor jeg har en grim fornemmelse af, at hun bare ville jorde mig. Også selvom hun sikkert har syntes, at jeg sagde alt for mange rigtige ting på en rigtig måde til at det kunne passe og ledte efter hullerne i osten. Jeg er ikke noget hul i nogen ost.

Måske ville hun bare gerne have mig til at bevise, at jeg kunne sige fra. (Men hvorfor lige i den situation?) Ihvertfald ville jeg sige fra, hvis jeg kunne spole tilbage og gøre det om igen.
Ved koldt og nøgternt at stille hende nogle spørgsmål fra samme skuffe: Hvad vil du opnå med din strategi? Virker det for dig?

Eller også skulle jeg bare have svaret, at jeg skulle til højre, hvis hun skulle til venstre.
Hun sagde ikke som en anden af mine tidligere kunder, at hun havde retten til at være en dum ko, for hun var kunden. Jeg var bare leverandøren, jeg havde pligt til at levere uanset.

Hvor jeg vil hen med det? Åh... bare lufte muligheden for, at jeg ikke skal levere uanset hvad. Og overbevise mig selv om, at jeg er rigtig nok og svag nok til at være ægte, selvom jeg kan svare for mig, så det lyder stærkt. Selvom jeg er røvdårlig til at sige nej...