torsdag den 26. januar 2012

Med mindre psykologen giver ham en stor pose tillids-epresfix med hjem. Og lidt klædelig ydmyghed

Jeg troede faktisk han havde et godt liv, siger faderen i fjernsynsudsendelsen. Jeg har ikke noget skyldfølelse eller bondeanger eller sådan noget mere. Det er jeg ude over. Han må bare videre.

Han har slået sine børn og børnene har det ad helvede til. Men han har været i terapi. Ikke mere skyldfølelse til ham. Så han håber da, at drengen kommer videre med sit liv også. 'Drengen' i udsendelsen er voksen og skal være far for første gang og er pissebange for om han også bliver en dårlig far og hans selvværd er helt til rotterne.

Hvis jeg kunne, så havde jeg sendt den voldelige far en screamer (Den der højtråbende konvolut fra Harry Potter) sammen med en kost, der kan smække ham. Sådan en idiot.

Seriøst, kan det passe, at man på den måde kan fraskrive sig et ansvar for sine nærmeste og sine 'ofre', bare fordi man har besluttet sig for at det er nok at gå bodsgang til en psykolog et par gange?
Så er det pludselig dem, der skal tilgive og tænke positivt og synes man er et godt menneske, åbenbart.

Når man vælger at etablere et forhold og vælger at få børn, så vælger man også at påtage sig et voksent ansvar som partner og som forælder.

Det er absolut, det ansvar.

De undskyldninger, som man kunne bruge mens man var ung og ikke forpligtet ud over næste lørdag, gælder ikke mere. 'Jeg var fuld'-undskyldningen er jo en hån, der bør få en til at se bekymret efter om loftsbrædderne er sømmet ordentligt fast. Og 'jeg havde en dårlig dag årrække, nu skal vi bare se fremad, jeg har jo været ved psykolog'-plasteret dækker aldrig de sår, ofrene har fået på sjælen.

Og så forbyder vi mig at se fjernsyn mere i denne uge. Kan ikke tåle det. Først var der fødselsudsendelsen, der fik mig til at vræle og nu dette, der giver mig kvalme. Umuligt! Ender med at jeg får moderlige følelser for Blachman også

lørdag den 21. januar 2012

Måske skulle jeg hellere købe fald-i-søvn-tryllestaven

OK, jeg gik i panik. Derfor er det sidste indlæg herfra måske ikke så satans velskrevet.

Jeg følte mig som verdens mest utilstrækkelige dame, som ikke havde styr på det der med putning og som stadig ikke havde fået brysterne hevet til sig, så drengen ikke skulle bruge dem som sut.
Nedtur. Lille bitte Lene.

Anledningen var en skøn kombination af sundhedsplejerskebesøg med 'han skal lære at falde i søvn selv' (selvfølgelig uden at fortælle hvordan man gør det) og noget, der var ekstremt smigrende.

Min chef i fitnesscentret ringede og spurgte, om det ikke var på tide at få mig tilbage i instruktørsadlen og så tilbød han mig min yndlingstime. Primetime. En pulsspinning for de øvede.
Årh, den ville jeg gerne have. Det hev og sled i mig. Men jeg er den eneste, der kan lægge Aksel til at sove. Det vil jeg også rigtigt gerne.


Hold nu kæft, hvor jeg græd.
Jeg er ikke kommet i superform endnu, jeg har ikke fået Aksel til at sove selv og træningstidspunktet hører til livet før jeg blev mor.
Det var som om det først rigtigt gik op for mig der, at noget ikke bliver det samme mere.

Da jeg havde skrevet blogindlæg og hulket lidt mere ned i vasketøjet gik det opad.

Jeg fik mere ros, da jeg meldte tilbage til chefen at jeg var smigret fuldstændigt i bund men ikke kunne få det til at hænge sammen. Han sagde at han ville finde en anden, der muligvis kun blev midlertidig, for den time var jo min.  (Aaaarrrmen-altså. Så stod jeg der med ammebh og mascara ned af kinderne, smilede naivt og følte mig dygtig til noget)

Nu har jeg købt en bog, der hedder 'sådan får du dit barn til at sove' og jeg regner med at det er nok til at klare resten.
Altså at købe bogen.



onsdag den 18. januar 2012

Lille mor

Jeg passerer cafe-mødre, der viser babyer i smart tøj frem med et overskudssmil. Og som har smart tøj på, der sidder perfekt omkring stramme maver.
Jeg går til mødregruppe og hører om successer med mad og søvn og lykkelige parforhold - og jeg fortæller om, hvordan Aksel har det. Det lyder godt når jeg gør det.

Det lyder som om det er meningen at det skal være sådan og ... lur mig om ikke det også lyder som om jeg har styr på grød og trylleplaster og hvad har vi.

Men indeni kæmper jeg en kamp. På den ene side er jeg fuldstændigt overbevist om, at Aksel Emil trives supergodt med at sove i vores seng og være tæt på mig hele natten igennem. Tryg.

På den anden side ved jeg godt, at alle bøgerne og veninder og ... alle andre end dem nede ad vejen, der har haft deres datter til at sove sammen med dem til hun var mindst 3 år gammel, mener, at han skal sove i sin egen seng, falde i søvn selv og i øvrigt snart ind på eget værelse og sove igennem.

Vi har ingen nattegråd. Vi sover godt alle tre og nat-maden bliver fortæret uden at det kræver ret meget andet end en let opvågning fra min side.

Men det er jo ikke den stolte historie at fortælle. Det er langt fra at være efter bogen og 'man' gør ikke sådan.
Jeg er vist lidt for god til at joke med det og sige at jeg ikke lægger mærke til, hvor mange gange Aksel vågner om natten, fordi jeg bare har lagt brysterne hen ad madrassen, så han kan forsyne sig selv.

Jeg ved godt hvor ofte han vågner og skal have mad eller trøst.
Barnet har det godt. Manden kommer på arbejde uden at være helt skæv i hovedet efter at være blevet vækket af skrig. Jeg trives.
Men det er ikke rigtigt rigtigt, vel?

Der er også lige den detalje at Aksel bruger mig som sut og at det er et sindssygt følsomt emne for mig. Det er nemlig svært at lave om uden gråd. Jeg prøver.
Ikke mindst fordi Mikkel også gerne vil kunne putte ham til natten. 

Det kan godt være at jeg er meget lille og meget usikker indeni af og til, både når jeg følger mine instinkter og når jeg følger normerne i bøgerne.
At blive Aksels mor har på en gang været det mest bekræftende og styrkende jeg nogensinde har gjort og så også lige det mest angstprovokerende og gulvtæppe-væk-rivende jeg nogensinde kommer til at gøre.
Men en ting er jeg overbevist om: Den hårde metode med at lade ham græde sig i søvn. I egen seng, på eget værelse dur ikke til Aksel.

Eller... den dur ikke til mig.



torsdag den 12. januar 2012

Jeg orker ikke at være sammen med dig

For nogle år siden var der i min nærmeste omgangskreds en dame, der fyldte meget når vi var flere samlet. De gjorde hun sådan set også når vi kun var to par sammen, men påvirkningen var ikke helt så tung for mig. 

Når vi var flere sammen med hende, kom min 'falske personlighed' rigtigt til udtryk. Jeg er lidt for opmærksom på. hvordan andre i en gruppe har det og har ikke læst selvhjælpsbøger nok til at kunne det der med at 'mærke efter'.

Når damen rigtigt rullede sig ud med drabelige historier om, hvor slem hendes barndom havde været (det var ikke småting) og sang lidt for detaljerede klagesange over naboen, manden og jobbet, så var der altid et par af pigerne, der ikke vidste, hvad de skulle gøre af sig selv og derfor endte med at sidde helt stille og bide sig i læben, mens de drømte om small-talk.

Hvorefter jeg så måtte forsøge at skifte emne eller bede damen om at give os en pause.  På alles vegne.

Jeg har aldrig rigtigt fundet ud af det med at sidde stille og holde mund og passe (på) mig selv, så jeg brugte altid flere kræfter end jeg havde og har brugt en del aftener på at ligge kvæstet hen på sofaen -  måske skylder jeg hende mange tak for at have fundet copingstrategien med at melde afbud.

Det er vel egentlig en undvigelsesmanøvre. Ikke noget, jeg er stolt af. 

For selvom jeg har været så træt, at det føltes som om jeg havde vat på indersiden af øjenlågene og hele verden var tiltet 13 grader,  har jeg ikke brugt det som undskyldning for ikke at komme til kaffe hos dræne-damen, selvom det burde være grund nok.

Jeg skulle partout opfinde en fødselsdagsinvitation eller en hjernerystelse. Damen måtte til sidst tro at jeg led af kaffeallergi, var menneskesky eller bare havde taget skade af alt for mange hjernerystelser.

Og hvad så, egentlig...  Hun havde nok ikke godt af sandheden.

mandag den 9. januar 2012

Den første er gratis

Jeg lider i disse dage. Skammens rødmen vil ikke forsvinde fra mine kinder (eller også er det mangel på søvn?) og jeg bliver hele tiden ved med at tænke tilbage til... det.

Det var godt, det var det altså og til mit eget forsvar vil jeg sige, at jeg forsøgte at sige nej og komme med min sædvanlige 'jeg-gør-ikke-sådan-noget'-tale, men hun var altså for overbevisende og rigtigt god til at placere varerne lige der, hvor jeg ikke kunne undgå at se dem.
Prøv nu bare, Lene...  Du kan i det mindste prøve, så du ved, hvad du siger nej til og der kommer ikke et bedre tidspunkt. Jeg siger det ikke til nogen.

Det var blødt, men ikke for blødt. Behageligt og ikke spor påtrængende. Når jeg lukkede øjnene gik det hele bedre og jeg kunne mærke blodet rulle frit, lystigt og ubesværet.

Jeg indrømmer. Jeg stod der i et par af de rædsler, som jeg har svoret, at jeg ALDRIG nogensinde ville komme i nærheden af. Jeg har grinet og peget fingre af de mennesker, der havde dem på i Bilka og de der dimser man kan sætte i hullerne på plastikskoene? Taberemblemer.

Allerede i gymnasiet var sko et issue. Hvor nogle af de andre gik rundt i badesko og H2O-strømper gik jeg i (for små) sko med hæl. Og her, 200 år senere sukkede mine pinte fødder lettet i et par grimheder.

Jeg lånte dem altså bare til en hurtig tur ud til barnevognen. Nu står jeg herhjemme og vugger barnevognen i et par røde trasser og føler mig helt couture i sammenligning.

Og jeg køber ikke et par Crocs.
Ihvertfald går jeg ikke uden for haven i dem.

torsdag den 5. januar 2012

Troede i øvrigt, at SSSSHHH var internationalt og skulle adlydes promte?

Kære busselskab,

I skal være her. I er gode at have, når man skal fra A til B og andre mennesker er afhængige af jer, men kan vi ikke godt tale om det rimelige i, at i skal køre når børn skal sove? Hva?

Jeg ved ikke rigtigt, hvordan I får det til at lykkes at sætte jeres ældste, mest skramlede skrotbunke af en skal omkring det brøl af en polsk motor ind på ruten lige præcis på det tidspunkt, hvor jeg kører barnevognen frem.
Jeg er imponeret.
Ikke på den måde, hvor jeg stiller mig op og klapper af jer. Flere af jeres chauffører har set en lilla barbapappa stå og flapse rasende med armene inde i en villahave. Det er mig.
Det er godt for jeres stakkels chauffører at de ikke kan høre hvad jeg råber. 

Måske var det mig, der startede kampen? Måske var i nødt til at sætte de gamle motorer ind for at sikre jeres busser mod Skriget? Jeg ved godt, at min søns mest utilfredse stemmeføring er i stand til at skære glas, men... behøvede i at sætte busserne til at sige pppsssss i serier lige ud for min have OG få kileremmene til at hvine som en staldfuld unggrise samtidig? Hva?

Jeg spørger pænt. Kan vi ikke finde ud af at I holder pause når min barnevogn ruller frem? Det er ikke mange minutter om dagen, den står ude (don't mention the war).
Pretty please?
Det vil være så uværdigt at blive tvunget til at pifte så store dæk.