mandag den 18. februar 2013

Hudløs, indsmurt i romcreme og lys chokolade

Måske er det de 8 chokoladeskildpadder, der sprintede i halsen på mig i aftes. Måske er det fordi en venindes mor døde i går morges af cancer, at jeg er hudløs og ville foretrække, hvis folk høfligt ville defilere væk fra min kø, respektfuldt rømme det venteværelse, jeg skal sidde i og i øvrigt holde vejret når jeg er i nærheden. Det mindste man kan forlange er da, at folk ikke tørrer snot af med håndfladen og planter samme håndflade på dankortmaskinen eller rører ved de plastkopper, jeg kunne have drukket kaffe af.

Jeg brugte 15 minutter på at holde enetale inde i mit hoved i formiddags. Chaufføren fra Thisted, som var målet for den uudtalte svada skal nok være glad for at den forblev uudtalt. Hun så kun at jeg ignorerede hendes forsøg på at få opmærksomhed og medlidenhed og muligvis også at jeg himlede med øjnene, da jeg skred fra venteværelset for at vente et sted langt væk fra ufølsomme snakkehoveder.

Pårørende har brug for at tale om deres oplevelser. Jeg ved, at mine pårørende har reageret meget voldsommere og hurtigere end jeg selv har og det har ikke været nemt for dem, at jeg er blevet syg. Det er en voldsom oplevelse. Og man skal tale om det, skrive, fortælle, give det luft.

Bare ikke i mit venteværelse. 

Åh, det var så ræææædselsfuldt som lastbilerne svinede på motorvejen idag, det tog så lang tid for 'hendes' patient at blive lagt rigtigt i strålekanonen og der var jo ikke nogen, der kunne forvente, at de skulle køre frem og tilbage hver dag, når det også tog tid med behandlingen, for så var dagen jo væk. Ja, hun var jo sådan en, der skulle have ny hjerteklap, hun kunne bare ikke holde ud at hun skulle ligge tre dage i respirator bagefter, for hun havde så meget klaustrofobi og så ville hun hellere dø. Hun ville garanteret også bare vågne undervejs i operationen. Så hellere dø.
Og de lastbilchauffører igår på motorvejen. Rædselsfuldt. Ikke til at holde ud.

Jeg var ikke bare ligeglad.
Jeg er stadig vred.
Hun har et valg om hun vil have behandling. Hun har et valg om hun vil dø og hun har et valg om hun vil hidse sig op over salt på vejene. Hvis hun bare er nabokonen, som kører Lissie til Århus en enkelt gang, kunne hun også vælge at tage turen omkring IKEA og så gemme historierne til nogen, der gad høre dem mens de drak hendes kaffe.
Men det gjorde hun ikke. Hun sad der og pudsede næse i et stykke lommetørklæde, der blev mere og mere flosset og vådt, mens hun spiste småkager og tog kaffe uden at spritte hænder og hostede i retning af alle dem, hun gerne ville have opmærksomhed fra.

Jeg.bliver.så.hysterisk. 
Jeg har ikke brug for infektioner fra den kant. Ville svare til at blive kørt ned af en gammel Fiat 127.

Der er heller ingen, der burde have brug for at lave en sygdomskonkurrence i venteværelset til accellerator 2.
Valgfri hjerteklap? Jeg ser din klaustrofobi og raiser med hjerneoperation og lille søn, 9 måneder i stråler og kemo og udsigten til følgevirkninger, der ikke er umiddelbart synlige, men dog handicappende og topper med manglen på garanti for at det ikke dukker op igen. Og hårtab.
Det var ihvertfald ikke mit behov at kaste en hold-så-din-kæft-og-få-noget-perspektiv-trumf, så jeg gik. 

Smalltalk er fint.  Det vender sig bare i mig, når man siger, at man hellere ville dø, som frisk lille humoristisk vending. 

Sikkert bare mig, der ikke kan tåle så meget chokolade. Det skal nu ikke holde mig tilbage fra at spise noget mere, for ... tadaaaa:  Jeg er to tredjedele gennem strålebehandlingerne og har kun 10 gange tilbage.



4 kommentarer:

  1. Hvor er det egentlig flot at du valgte at forlade rummet ... jeg sad og tænkte, at hun egentlig trængte til et vink med en vognstang - sådan lidt i retning af et ordentligt klask på kinden med et baseballbat.

    Samtidig kan jeg godt sætte mig ind i, at det er bedst ikke at starte svadaen, for den kan hurtigt vise sig at fortsætte i endeløse baner.

    Og klart: Du har da fortjent alle de chokoladeskildpadder, du kan få ned (uden at få kvalme altså) :-)

    SvarSlet
  2. Har været fraværende længe, og er ked af at opdage at du i mellemtiden er blevet syg. Ihh, øv! Men jeg hepper på dig, her fra sidelinjen. 100%. Det tænkte jeg bare at du lige skulle vide...

    SvarSlet
  3. Øv. Jeg kan godt forstå det gjorde ondt, og tænker at du virkeligt håndterede det godt. Får samtidigt meget dårligt smag i munden over alle de gange jeg har brugt lidt for store ord om ganske lillebittesmå problemer.

    Men i sådan et venteværelse, der burde folk i hvert fald lukke røven lidt mere, hvis de ikke har perspektivet i orden.

    SvarSlet
  4. @Belinda: Jeg var så irritabel den dag, at jeg blev nødt til at gå for ikke at gøre noget jeg ville fortryde. Senere har jeg forstået at damen også er bange og rådvild og derfor kommer til at stikke elefantfødderne i alle de glasmontre hun kommer forbi.
    Pisseirriterende stadigvæk. Dumhed ærgrer mig til stadighed.

    Fru Z: Det gik altså også meget stærkt pludselig.

    @Karoline: Det kender jeg altså også fra mig selv og min mund siger stadig ting, som jeg har lyst til at proppe tilbage i halsen igen. Men jeg siger ikke 'kraftedeme' (= må kræften æde mig) eller noget med død mere for sjov. Andre må altså stadig godt - bare helst ikke i et venteværelse på hospitalet.

    SvarSlet

Jeg er glad for kommentarer. Det er rart at vide, at der er nogen, der gider...